Tandlægen skriver

MSA-patienter får desværre ofte temmelig store problemer med deres tænder. Hyppige tandlæge-besøg kan være med til at forebygge alt for store skader på tænderne.

Professor, dr. odont. Erik Dabelsteen skriver:

Spyttet og den nye sammensætning

I forbindelse med medicinsk behandling af MSA og andre Parkinson-lignende sygdomme opstår der ofte bivirkninger i form af ændret sammensætning af spyttet og eventuelt tørhed i munden. Disse bivirkninger medfører en stærkt øget risiko for huller i tænderne. Det sker, fordi spyttet, der normalt har en beskyttende effekt på tænderne, nu under sygdommen ikke længere kan optræde som før. For at forebygge huller i tænderne er det derfor vigtigt at opretholde en god mundhygiejne.

Tandbørstning og fluor

Det kan man med fordel gøre, ved at bruge en elektrisk tandbørste (og eventuelt få pårørende eller hjemmehjælper til at hjælpe sig) og børste tænderne minimum 2 gange dagligt.

Det er vigtigt at bruge fluorholdig tandpasta. En fluorholdig tandpasta, som er velegnet til sarte slimhinder, er f. eks. Salutem, Zendium, Biotene og BioXtra.

Hvis slimhinderne ikke er sarte, kan alle fluorholdige tandpastaer anvendes.

Mundskylning og fluor

Et vigtigt supplement er mundskylning to gange dagligt med en fluoropløsning, der udleveres via recept fra tandlægen.

Alternativt kan fluortyggegummi anvendes. Fluortyggegummi (Fluorette) kan købes i håndkøb på apoteket. Man skal bruge seks stykker dagligt.

Der er den fordel ved at bruge fluortyggegummi, at det, ud over det beskyttende fluor, stimulerer spytdannelsen.

Begræns sukkerholdig mad og drikke

Af hensyn til forebyggelse af huller i tænderne er det ligeledes vigtigt at undgå sukkerholdig føde og søde læskedrikke. Man bør undgå mange mellemmåltider, da dette også øger risikoen.

Det vil være ønskeligt med hyppig kontrol hos egen tandlæge, ca. hver tredje måned.